I en undersøgelsesopgave skal du generelt have fokus på at udlede relevante konklusioner, om det der spørges ind til i opgaveformuleringen uanset typen af undersøgelse.
Eksempel: Undersøg hvad der på baggrund af bilag B1 (figur 1, tabel 1, tabel 2, tabel 3 og tabel 4) kan udledes om unges brug af internettet og sociale medier. Undersøgelsen skal understøttes af relevante beregninger.
Her skal du konkludere ud fra materialet om unges brug af internettet og sociale medier. Det er vigtigt, at du går selvstændigt til værks i forhold til din undersøgelse. Anvend her todelingen af spørgsmålet som skabelon for din undersøgelse (lav overskrifter med sociale medier og med internettet). Herefter kan du koble tabellerne og figurerne på tværs. Konklusioner fra en tabel kan ofte anvendes i forhold til en andre tabeller/figurer. Det handler altså ikke om at gennemgå alle tabeller/figurer i detaljen, men om at vise overblik i forhold til materialet og spørgsmålet.
Det er ligeledes vigtigt, at du anvender begreber (enkelte gange modeller og/eller teorier) til at kvalificere dine konklusioner og pointer. Eks. kan du med fordel begrebsliggøre i forhold til ovenstående spørgsmål med digitale indfødte vs. digitale immigranter. PAS PÅ at du ikke forfalder til spekulative forklaringer undervejs i din besvarelse, men holder fokus på det der kan udledes af materialet.
Hvis der ikke er en åbning til en klar struktur i spørgsmålet, kan du med fordel selv opstille temaer for din undersøgelse. Du kan evt. anvende din indledning til at kvalificere din struktur for undersøgelsen.
Til undersøgelsesspørgsmålet vil der ofte være et krav om selvstændige beregninger. Det kan eks. være indekstal, procentandele, procentvise ændringer. Husk at anvende beregningerne til at understøtte dine konklusioner, ligesom du generelt skal huske at anvende talmaterialet som belæg for dine konklusioner. Der kan også indgå lineær regression og/eller p-værdier. Husk at forholde dig til dem.
Undersøgelsen SKAL afsluttes med en konklusion på din undersøgelse. Konkluder klart og tydeligt med fokus på spørgsmålet. "På baggrund af undersøgelse kan der således konkluderes, at unges brug af sociale medier... internettet... i forhold til de ældre generationer..."
Videnskravet kan også være af metodisk karakter
Eksempel: Undersøg, hvad der på baggrund af bilag B1 (figur 1, figur 2, figur 3), bilag B2 og bilag B3 kan udledes om boligområdets betydning for socialisering.
Du skal vurdere metodiske styrker og svagheder ved anvendelsen af bilag B1, B2 og B3 til at undersøge boligområdets betydning for socialisering.
Her skal du overveje styrker og svagheder ved det anvendte materiale (empiri). Der vil ofte være både kvantitativt og kvalitativt materiale. Her bør du overveje i relation til det kvantitative materiale: Er der tale om stikprøver? Totaltællinger? Er stikprøven repræsentativ og har en passende størrelse (stikprøve usikkerhed?). Er spørgsmålene entydige?
Ift. kvalitativt materiale, som kan være i form af et interview, bør du overveje typen af interview – løst, semi-struktureret m.m. Hvordan spørges der og under hvilke forhold?
Endelig bør du ift. styrker overveje udefra vs. inde fra perspektivet. Det generelle vs. det konkrete? Det kvalitative materiale kan ofte bedre udfolde meningen (det intentionelle), mens det kvantitative materiale bedre kan give et helhedsbillede (det generelle, mønstrene).
Be- eller afkræft varianten
Eksempel: Undersøg, i hvor høj grad Dansk Folkepartis synspunkter i bilag A1 vedrørende indvandringen til Danmark kan understøttes af befolkningens holdninger, som de kommer til udtryk i materialet i bilag A2 (tabel 1, figur 1, tabel 2 og tabel 3. Undersøgelsen skal understøttes af relevante beregninger, og du skal anvende viden om kulturelle mønstre i Danmark.
Til denne type undersøgelse knytter der et bilag, hvor der skal identificeres et antal synspunkter, som så efterfølgende skal be- eller afkræftes ud fra de andre bilag. Her skal du altså indlede med at identificere synspunkter. Det kan gøres først, som en form for indledning. De kan også blot anvendes efterfølgende som overskrifter og dermed din struktur for din undersøgelse.
Pas på med ikke at gå for kategorisk til værks. Det kan også være mindre entydigt, om synspunktet kan be- eller afkræftes. Ligesom det ikke er givet, at der i de andre bilag er materiale, som kan anvendes til alle synspunkterne. Husk blot at gøre det klart for læseren også i den afsluttende konklusion. Konklusionen skal jo netop gå på i hvor høj grad....
Undersøgelsesskema og strukturmodel
Det kan klart anbefales, at du inden besvarelsen af undersøgelsen udarbejder et skema og reflekterer over hvilke skal-krav , der er i opgaveformuleringen.
Skemaet kan hjælpe med at understøtte en mere selvstændig besvarelse af undersøgelsen, da du netop her arbejder med at udarbejde en selvstændig struktur og med at læse bilagene på tværs. Du kan også med fordel, de første par gange, udarbejde en disposition med afsæt i et modelskema, så du får en klar og struktureret besvarelse.
Ser eksempel på skema og modelopbygning til højre.